Grunden til at mange unge studerer i udlandet

 

 

Hvilke grunde kan der være til, at mange unge tager til udlandet for at studere?

 

I 2007 var der 5.123 danske studerende på udvekslingsophold i udlandet (kilde: Styrelsen for International Uddannelse, 2008). Næsten alle af disse studerede i et vestligt land. Her er nemlig det største udbud af uddannelser, som man også kan bruge i Danmark. Desuden er der et større udbud i de vestlige lande, ligesom det også er nemmere at studere i enten EU eller i et af de lande, som EU samarbejder med. De lande, som flest vil studere i, er USA og Storbritannien. Det er også her, at de mest prestigefulde og kendte universiteter ligger.

 

De unges grunde til at tage til udlandet for at studere kan variere. Der kan ligge personlige grunde bag – f.eks. hvis man har familie eller en kæreste det sted, hvor man vil studere. Ellers er de mest hyppige grunde sproget, et anderledes miljø samt at opleve den globaliserede verden. Desuden er der mange virksomheder, der sætter pris på, at man har studeret i udlandet. De sætter pris på, at man har et internationalt kendskab og ved, hvordan man begår sig i den globaliserede verden. Ydermere kan det være, at de unge kan skaffe nogle gode kontakter til virksomheden i kraft af, at de kender en masse fra deres studie. Samtidigt ser det godt ud på CV’et, hvis man har været i udlandet for at studere.

 

Sproget er en meget god grund til, at de unge tager til udlandet. De bliver meget bedre til at tale f.eks. engelsk, og det kan de bruge senere i livet. De bliver på den måde bedre til at begå sig blandt befolkningen i det land, som de studerer i. De lærer befolkningen og kulturen at kende. Det kan være en fordel, hvis man senere hen vil lave forretning med dem. Det er nemmere at lave forretning med f.eks. en amerikaner, hvis du kender hans land, hans kultur og kan snakke hans sprog perfekt. Det er en af hovedgrundene til, at de danske virksomheder sætter så stor pris på dem, der har studeret i udlandet.

 

Mange unge har brug for at opleve noget andet end Danmark. Derfor kan det være noget andet at komme til udlandet for at studere. Her er man i uvante rammer og oplever hele tiden noget nyt, noget ukendt. Man er heller ikke sammen med de vante mennesker. Man bliver derimod tvunget til at lære nogle nye mennesker at kende, hvilket mange unge også går efter. Det er også nødvendigt at lære et nyt område. Hvis man er vant til livet på landet, er det noget af en omvæltning at komme ind til f.eks. London.

 

Mange unge ønsker at opleve den globaliserede verden på egen krop. Det kommer de i høj grad til ved at studere i et andet land. De oplever, hvordan deres uddannelse kan benyttes mange steder i verden, men også i det hele taget hvordan den globaliserede verden hænger sammen og fungerer. Det er noget, som mange arbejdsgivere sætter pris på.

 

De fleste unge tager kun et eller to semestre i udlandet som en overbygning til deres nuværende uddannelse. Det sker ikke lige så tit, at hele uddannelsen bliver taget i udlandet. Der er færre unge fra Danmark, der tager en uddannelse i udlandet, end der egentlig er plads til. Det er også færre end det antal, som regeringen ønsker skal tage en uddannelse i udlandet. Det er dyrt økonomisk at tage til udlandet for at studere, hvilket afholder mange unge fra at gøre det. Der er ellers gode muligheder for at få tilskud til det. Mange fonde yder også bidrag til unges studium i udlandet.

 

I det hele taget får de unge nogle gode år, hvor de finder sig selv og lever deres eget liv. De får nogle oplevelser og lærer en masse, som ikke kan læres i bøger. De studerende, der har været i udlandet, føler, at de er blevet styrket og modnet, og at de har lært at være fuldkommen selvstændige. De får også andre kompetencer og lærer andre måder at leve og studere på. De finder ud af, at der er en anden verden uden for Danmark.

 

Jeppe & Patrick W. 9.Z, 2011

Projektopgave 9. klasse

wildenradt.com/projekt