Ændringer på uddannelsesområdet i forhold til tidligere

 

 

Hvordan har unge ændret sig på uddannelsesområdet i forhold til før?

 

Generelt er unge blevet mere bevidste om, hvad det vil sige at tage en uddannelse. Unge er også blevet mere bevidste om de konsekvenser, det kan have, hvis man ikke tager en uddannelse. Faktisk er unge blevet mere bevidste om tingene på hele uddannelsesområdet. Det er sandsynligvis fordi de unge har fået bedre mulighed for at finde oplysninger om emnet på egen hånd. Internettet bliver mere og mere veludrustet med oplysninger om uddannelser.

 

Hvis man taler om unges holdning til uddannelser, kan man sige, at der i grundskolen er kommet mindre respekt omkring læreren og undervisningen. Mange laver heller ikke deres lektier. Sådan har det været i mange år. Til gengæld lærer man mere i skolen i dag, end man gjorde for f.eks. ti år siden. Man snakker f.eks. om, at små børn skal lære at læse allerede i børnehaveklassen, hvilket de aldrig har skullet tidligere.

 

I løbet af de sidste mange årtier er erhvervsfaglige uddannelser blevet mindre populære. I f.eks. 60’erne var der mange flere, der tog en erhvervsfaglig uddannelse, end der er i dag. Man siger, at det skyldes globaliseringen. Danmark har som næsten alle andre vestlige lande flest tertiære erhverv, og vi uddanner os også i den retning Mange af de primære og sekundære erhverv er flyttet til udlandet, hvor det hele er billigere i drift pga. billigere arbejdskraft. Det er noget, som unge i Danmark i løbet af de sidste årtier har rettet deres uddannelse efter. Der er altså mange flere, der tager en universitetsuddannelse end før.

 

I løbet af finanskrisen har landets universiteter oplevet en massiv stigning af unge, der vil ind på universiteterne. Især de humanistiske uddannelser har oplevet en stor fremgang. Det skyldes som regel, at en del er blevet ledige under finanskrisen og har svært ved at finde job, og derfor vil de udnytte tiden til at studere på universitetet. Det er også lidt ældre, der har søgt ind på universiteterne, da finanskrisen har ramt alle aldersgrupper. Universiteterne forventer, at det vil stå på, indtil finanskrisen og dermed ledigheden igen har mindre omfang. I 2010 modtog Københavns Universitet over 15.000 ansøgninger, men havde kun plads til ca. halvdelen. Det var mange, der blev afvist.

 

En anden ting er, at unge er blevet mere villige til at flytte for at uddanne sig. Hvis man skal have en universitetsuddannelse, bliver man i de fleste tilfælde nødt til at flytte til enten København, Århus eller Odense, fordi udbuddet af uddannelser er størst her. Mange unge bliver i de større byer, når de først er flyttet derhen, hvilket er en stor medvirkende faktor til, at store dele af landet bliver affolket – urbaniseringen. Som tidligere nævnt flytter mange unge til udlandet for at studere. Det har de gjort i mange år, og sådan vil det nok også fortsætte de næste mange år i kraft af, at verden bliver mindre, globaliseret.

Jeppe & Patrick W. 9.Z, 2011

Projektopgave 9. klasse

wildenradt.com/projekt